Arbeidets dag
1. mai har lange tradisjoner i vårt folk. Den har ikke alle steder like sterk forankring i kirkelig sammenheng. Det er leit. Jeg vet om flere steder hvor folk ikke ser berettigelsen av å gjøre en kirkelig markering av denne dagen. Nå er det på tide å gjøre noe med det!
I år faller dagen på en søndag. Det ville være dobbelt synd om vi fra kirkelig hold mekanisk valgte å holde fast på kirkeårsrekkene, uten at radaren på noen som helst slags måte slo ut til fordel for at vi kunne markere dagen litt ordentlig. Det kan selvsagt gjøres ved å lese kirkeårets tekster i lys av 1. mai. Selv ville jeg ha tatt steget helt ut og med tekstene for denne dagen vist hvor viktig det er for kirken at vi arbeider sammen med alle andre gode krefter for å skape et samfunn bygd på likeverd og nei til alle former for undertrykking, Utraderer vi på denne måten muligheten til å snakke med solidaritetstankens usminkede vilje om å stå opp for dem som er truet, blir vi fort en kirke som kun rir sine egne saker. En slik kirke har jeg liten tillit til.
Om tekstene for dagen
Les dem i sammenheng før du gjør noe som helst annet! Kjenn på styrken i måten ting uttrykkes på og legg merke til det gudsbildet som tegnes. Særlig merker jeg meg de handlingsordene som brukes i GTteksten om hva Gud gjør. Kanskje du her kan finne en måte å bygge opp en preken på 1. mai.? For når Gud
1. hørte, 2. husket på sin pakt, 3. så til dem og 4. kjente deres smerte, så er det ikke allverdens kreativitet som kreves før du har en 5. aktualisering hvor det går an å snakke om en 6. Gud som stiger ned for å 7. fri dem ut av hendene på undertrykkerne»
Hovedteksten, Matt 20, 25 – 28 begynner med en konstatering og tydelig melding fra Jesu side om at de politiske forholdene som hersket den gang «ikke var slik det skulle være hos blant dere.» For meg er det blitt selve balansepunktet på denne dagen. Vi må som kirke ha rett til og kall til å påpeke når politiske håndgrep gjøres i strid med det vi ser som det godes mulighet i samfunnet vårt. Men skal vi dermed også beskrive i prekenen hvilken vei som er den beste , også rent politisk?
I prekenutformingen bør vi bestrebe oss på å være både tydelige og varsomme på samme tid. Vi skal gjerne utfordre tilhørerne og oss selv ganske kraftig. Men vi skal legge merke til hva Jesus gjør. Når han går fra en konstatering til en refleksjon er kanskje målet hans å få oss alle til å tenke på nytt om den som står over oss eller den som står under oss. For meg ser Jesu ord denne dagen ikke ut til først og fremst å være en slags utskrift av bestemte politiske løsninger, men en oppfordring til gå i nærkamp med betente forholdninger mennesker imellom. « Den som vil bli stor blant dere, skal være tjeneren deres, og den som vil være først blant dere, skal være slaven deres».
Fra den litterære skattkisten:
1. Victor Hugos fortelling om «Padden» er for meg i fortellings form det som 1.maimarkeringene i kirkene må ta mål av seg til å formidle. For når padden holder på å bli overkjørt av hjulet på kjerren som eselet trekker, menn blir reddet i site øyeblikk, så lyder det en røst fra himmelen: «Vær god» Det er denne stemmen vi må arbeide for å gi rom for.
2. Shirley Erena Murray har i salmen «Vern og beskytt meg» (oversatt av Eyvind Skeie - Salmeboken nr 725) gitt oss en fantastisk «denne verdens salme».
Med uvante ord, men i meget talende bilder klarer hun å holde sammen den verden vi har fått med det ansvaret vi må ta om denne planeten også i fremtiden skal bli skueplass for det gode liv. I forlengelsen av salmens ord er veien til konkretiseringene inn mot vår politiske virkelighet ikke særlig lang. Bruk den gjerne som stammen i din preken og ta et vers av gangen.
Lykke til med feiringen av 1. mai!
---------------------
PADDEN
Norsk oversettelse av Bjørnstjerne Bjørnson, original av Victor Hugo.
Det hadde været et forfærdeligt regnvejr hele dagen. Nu var det slåt om. Solen holdt på at gå ner i flammer, landskapet var rødt. Dette sat en padde og så på. Den sat ved siden av et dypt og bredt hjulspor som nu var gjort om til regnpyt. Padden var helt væk. Den var blet dypsindig. Det går dog an for det som er styggt, at se på det som er vakkert? Himlen var ild, dalene rundt om var purpur, vandet var spejl; selv regnpytten her, som der fløt græs i, var blet til spejl. Fuglene sang, men færre og færre efter som dagen faldt, tilsidst ingen. Luften var stille, vandet stille, padden rent glæmte sig, den glæmte at den var ræd, den glæmte at den var stygg, den sat bare og stirret in i solfallet. Den syntes visst den var velsignet, den også. I alt som lever, er der et gjænskin av det evige. Ingen øjesten er så frastøtende at ikke lyset fra oven når den, sommetider hårdt, sommetider ømt. Ingen skabning så misdannet, så lav, så uren, – dens øje rummer dog stjærnernes uændelighed.
En mann kom gående, han så først det stygge dyr, da han satte hælen på det og skvat tilbake. Det var en præst, som gik og læste i sin bønnebok. Så kom en ung pike, hun bar en blomst i barmen. Men hun blev så skræmt, at hun uten at vite det, satte paraplyen på den, og paraplyen traf det ene øje. Så kom fire skolegutter, klare, åpne åsyn. Men grusomme var de. Således begynner vi; sjælen går den vej som hele menneskeheden har gåt, fra grusomhed op mot barmhjertighed. Øjnene på gutterne strålte av lek, av sundhed. Hvær hadde sin mor, de hadde sine gode kammerater, de åndet in luften med friske lunger, de var ælsket, de var fri, de var glad! Hvad hadde de så bedre at ta sig til æn at være grusomme? Grusomme mot dem som var ulykkelige?
Padden slæpte sig væk så fort den kunde; den vilde ner i hulvejen og gjæmme sig. Men gutterne fik øje på den: «Isch, det ækle dyr! La os dræpe den!» «Ja-a!» de lo, – for slike gutter ler, når de gjør ondt. De fik fat i en kvist, som de spisset til, de vilde prøve at stikke i det øje som var skadet, de vilde bore hulingen større. De vilde såre såret. Som det frydet dem! Det arme dyr kunde ikke skrike, blodet rant, det prøvde at komme væk, det hadde jo intet ondt gjort, det var bare styggt. Den ene foten slæpte efter, det ene øje hang ute. En gut kom med et stykke av en skofle, og for hvært puff han nådde til at gi, gav dyret slim ifra sig. «Se som den savler!» sa gutterne. De prøvde om de kunde fange den med et skosnøre, men den glap unna. Og der fik den styrte sig ner i hjulsporpytten og rotet det op, så ingen så den. Den vasket menneskets grusomhed av sig i skiddent vand. Og disse gutter med forår på kinderne, vakkre, sunde, de moret sig forfærdelig, de snakket alle på én gang. «Skal vi ikke få tak i en stor sten og plumpe efter?» – «Ja, ja,» sa allesammen! Nogen passet på hvor padden var, andre løp efter stenen. En av dem fant en brosten og kom springende med den, – da de alle måtte til side for en vogn som kom op fra hulvejen.
En tung vogn, trukket av et gammelt, halt æsel. Ikke halt alene, men både magert og døvt og skrøpeligt i alle måter. Det bar to kurver, og det trak samtidig vognen. Det hadde gåt så hele dagen, og nu var stalden nær. Vejen var bløt, hjulet sank i, det gav støt i støt, og hvært støt gjorde ondt, for det var så brutt. Men det brydde han sig ikke om som drev. Det gamle utslitte æsel gik som inni en sky av pryl og banning.
En av gutterne ropte: «Vognhjulet går like over!» «Ja!» Det vilde de alle se på.
Men æslet kom med hodet lutende ved jorden og fik øje på padden; den stak just hodet op av dyndet. Æslet næsten snøftet til padden, og nu syntes det som den ene stakkaren vilde hjælpe den andre. For i det samme bøjde æslet til siden. Det spænte i med den ytterste kraft. Det gjorde forfærdelig ondt i sårene, og det holdt hårdt. Men hjulet blev i tværvændingen brutt op av sporet. «Hvor vil du hen?» skrek driveren og slog. Men padden var frælst.
Der stod gutterne. Han som hadde tat stenen, den samme som siden skrev dette, han kastet den langt fra sig.
For fra det uændelige ovenover – som nu var mørknet til, hørte han tydelig: «Vær god!»